Boksning i Patong

Lagt på www.berlingske.dk 5. december 2003 kl. 22:30

 Varme vinterdage 
 Af Jan Hedegaard

Vi tog til boksning i Patong og med et dykkerskib til Simililan-øerne. Sæsonen er lige startet i Thailand, og den slutter først, når det igen er forår i Danmark. 

Musikken - en skinger fløjte og en tromme - kunne høres helt ud på parkeringspladsen, der mest bestod af vandpytter fra eftermiddagens tropiske skylle.

Det sidste stykke af vejen til Phuket Boxing Stadium var der boder med snacks, legetøj og cigaretter. Udefra lignede det en lagerhal, hvis man så bort fra neonskiltet med »Phuket Boxing Stadium« på facaden. Billetterne kostede 500 baht (små 100 kr.) for europæere og 100 baht (små 20 kr.) for lokale.

Midt i hallen var der på cementgulvet anbragt en boksering. Omkring den stod havestole af plastik med numre på. På gavlen hang et billede af kongen og hans dronning. Musikken larmede endnu mere påtrængende, og i loftet daskede propeller virkningsløst i den tunge luft.

Lige ved ringside sad dommerne, sekundanterne og de rå fans. Sidstnævnte råbte, spyttede og væddede og drak den fæle mekongwhisky og lod sig rive mere og mere med, efterhånden som aftenen skred frem, og de blev mere og mere fulde.

Det var endnu tidligt på aftenen og deltagerne blev både ældre og tungere, som aftenen gik. To drenge på 10-12 år gik ind i ringen og begyndte ceremonien før kampen. De bar en momokong, et farvet bånd, om hovedet og bånd om armen med et lille Buddhabillede. Begge dele skulle bringe lykke og guddommelig beskyttelse.

De knælede med hænderne samlet og bøjede hovedet tre gange for at ære deres læremestre og bede om sejr og beskyttelse. Sekundanterne fjernede pandebåndene efter en kort bøn, før kampen begyndte. Drengenes overkroppe og deres lange arme var smurt ind i olie. De var iført boksehandsker og spraglede nylonshorts. Ingen støvler på fødderne. Kamplederen foretog sine indledende tjek og mærkede efter, om begge kombattanter var iført skridtbeskyttere.

Boksning i Patong

 

Et slag på en klokke indikerede, at kampen er i gang. Først dansede de omkring hinanden og så hinanden an, og så pludselig faldt spark og slag.

Slag og stød med knæ, albuer, ben og skuldre er tilladt, og hver gang det lykkedes, vrælede tilskuerne højt af begejstring. Smidighed og hurtighed afgjorde kampen, og imens spillede musikken uophørligt. Den steg og faldt i lydstyrke og intensitet med begivenhederne i ringen.

Der var fem omgange af tre minutters varighed med to minutter imellem. Når klokken havde lydt, blev en stor metalbakke smidt op i ringhjørnet, og en plastikskammel blev anbragt på den. Herefter blev bokseren løftet op og sat på skamlen, hvorefter sekundanterne gned og masserede hans muskler med is og isvand.

Pludselig i fjerde omgang fik den ene dreng et stød ind og ramte sin modstander i hovedet. Hans krop faldt leddeløst bagover og ind i tovene og derefter ned på kanvassen. Sekundanterne var lynhurtigt oppe i ringen og løftede ham og vendte ham. Hans arme dinglede, han var helt væk. De masserede hans tindinger og fik ham til bevidsthed.

Vaklende blev han hjulpet ned. Kampen var tabt. Det er måske ikke kønt, men det er det, der sker.

Den anden dreng blev kåret som vinder. Gevinsten var 6.000 baht - en anseelig sum for dem begge. Næsten 1.200 kroner, men det var ikke kun penge det hele. I en af de følgende kampe vandt en lidt ældre dreng en ged.

Som så mange steder i de varme lande er kontrasterne mellem skønhed og brutalitet til at få øje på.

Det ny Canarieøerne

Phuket er den lille, tropiske ø, der hænger som en juvel på det sydlige Thailand mellem Burma og Malaysia ud mod Andaman-havet. Mange skandinaver bruger den i dag på samme måde, som man i forne tider brugte Canarieøerne. Et solrigt, varmt og eksotisk alternativ til kulde, mørke og regn. Højsæsonen strækker sig fra december til april.

Patong er øens brølende turiststed af dem, som man enten er tiltrukket eller frastødt af, og man ved selv, hvad man er. Her er dyre skaldyrs- og fiskerestauranter, skræddere der håndsyr for ingen penge og butikker med stangtøj til slet ingen penge. Næsten. Der er boder med glitrende kopivarer og souvenirs på stribe. Der er tilbud om traditionel - ikke uartig - thaimassage, og der er tilbud om traditionel - uartig - thaimassage.

Der er Bangla Road og tre tilsvarende gader med højt dunkende pop, barer, skørlevned og fotografer, der tilbyder nattens gæster at få taget et billede med et dopet dyr på armen: En abe, en iguana eller en ørn. Ofte er det truede dyr - i hvert fald er det mishandlede dyr - så lad være. Og ja, det er især lige så udsatte piger og drenge, der er beskæftiget med prostitution.

Der er billige hoteller, og der er de dyre, der ligger lige ned til stranden. Byen har en fin sandstrand at bade fra og varmt havvand at bade i. På stranden ligger liggestole til udlejning i første række efter brændingen og i næste række strandbarerne.

I nummer seks, »Chez Bernard«, med den franske vært, er der hygge og atmosfære, hvad enten man sidder og læsker sig på en seks procent Singha-øl eller den noget alkoholsvagere og mere anbefalelsesværdige Singha Gold. Også maden er glimrende.

Monsieur Bernard selv med det skulderlange brune, lidt blegede hår ligner en aldrende musketer i badebukser. Han personificerer selve begrebet »tilbagelænet«. Hvis jeg forstod det ret, skulle m. Bernard have været veteran fra krigen i fransk Indokina, men han har nok nærmere været veteran fra en Vietnam-demonstration omkring 1970.

Lige uden for Patong er rejsen til Phuket også mødet med en fascinerende fremmedartet kultur. Orangeklædte buddhistiske munke, der spadserer i vejsiden og huse med små åndehuse foran.

Hvis der er bygninger, er der også åndehuse, og de gør krav på en fremtrædende placering. Ellers risikerer man, at ånderne flytter ind til de levende, og den sammenblanding er ikke hensigtsmæssig. Det er tilmed sådan, at hvis et hus udvides, så udvides åndehuset tilsvarende. Hotellerne har af samme årsag store åndehuse på op til 100 kvadratmeter i haven.

 

Et dyrt men humanistisk dyk

En anden mulighed er at tage på dykning ved Similan-øerne med eksempelvis »Viking of the Orient«. Ejeren er norsk og hedder Einer Meling. Fem døgn koster mellem 900 og 1.400 dollars. Så er alt også betalt: Kurser, dykning, kahytter, forplejning...

Et ophold på dykkerbåden er et ophold i et lille stykke velordnet vestlig kultur midt i den asiatiske vælde. Ombord er der rummelige tomandskahytter med eget toilet og bad til gæsterne. Der er spisning i salonen og på agterdækket, og besætningen er både trænede søfolk og eksperter i vragdykning.

Skibets maskot, den burmesiske skibsdreng Nok - navnet betyder »fugl« - fulgte så at sige med skibet. Han og nogle andre drenge fra Burma spillede fodbold ved pladsen, hvor skibet blev bygget. Og Einar Meling, nordmanden, der lod skibet bygge, bemærkede, at de fortsatte med at spille fodbold, efter at de thailandske børn var begyndt i skole.

Burmesere er uden rettigheder i Thailand, så Einar Meling ansatte selv en lærer, indkøbte bøger og undervisningsmateriale og startede en skole for drengene ved siden af »Viking of the Orient«, mens det langsomt tog form. Da Nok blev 16, var skibet færdigt, og han påmønstrede samme dag.

Den karismatiske Einar Meling var - kort fortalt - i 80erne kendt som Mr. Smoke Detector i Norge. Han var manden bag opfindelsen af den batteridrevne røgalarm, der siden har reddet i tusindvis af mennesker. Meling fulgte ideen op med bærbare tryghedsalarmer som ældre mennesker kunne bære om halsen og med et tryk få alarmcentralen til at rykke ud. Systemet blev siden købt af den norske stat.


Pengene brugte han til at bygge sit eget skib på Phuket. Det startede med beslutningen om, at han ville bygge et skib, der skulle være 35 meter lang. Nu sejler han velhavende turister rundt til de mest udsøgte dykkerlokaliteter i Andamanhavet. Han er uophørlig fuld af både initiativ og humanisme.

Skibet går gerne op til øerne ved den burmesiske grænse, hvor der også er enestående muligheder for at møde otte meter lange hvalhajer. I regntiden fra april til oktober går »Viking of the Orient« om på den anden side af den malaysiske halvø i Siambugten, hvor den sejler som konferenceskib mellem Rayong og Koh Chang på grænsen til Cambodja, fordi vejret er bedre her.

 

De omtrent 90 kilometer ud til Similan-øerne fik skibet følgeskab et stykke af vejen af delfiner, og efterhånden, som vi nærmede os, sejlede vi gennem vældige stimer af blå fisk og tættere på kysten hele skyer af knaldgule klovnefisk.

Similan-øerne kalder thaierne nogle gange for Ko Kao, »ni øer«, fordi der er ni af dem, og fordi øerne foruden et navn hver også har et nummer. Øerne har status af naturparker og er hjem for 32 forskellige fuglearter og et rigt plante- og dyreliv bestående af slanger, bl.a. python, aber, krybdyr og skildpadder.

Vandet rundt om øerne er verdensberømt blandt dykkerentusiaster på grund af de utrolige undersøiske landskaber præget af kolossale, bløde granitformationer i dybder fra to meter ned til 30 meter. De bedste dykkermåneder er fra december til maj, hvor vejret er bedst og vandet mest klart.

Vi sejlede ud til den næststørste ø, Ko Miang, hvor der tilmed er fine muligheder for at snorkle og se hvide og brune koraller og farvestrålende fisk langs stranden på øens vestside. Lidt som at dykke i det pausebillede med fisk, de engang havde på DR.

På Ko Miang har en af prinsesserne fra den kongelige familie i øvrigt en ferieresidens, og da jeg var der med »Viking of the Orient« lå Troels Kløvedals berømte skib »Nordkaperen« for anker i samme bugt. Det lille Dannebrog blafrede fra rigningen.

Det så vi på, da det begyndte at blive aften, og vi fik en gin og tonic, mens Solen gik ned over Den Bengalske Havbugt, og spiste af de søde, grønne appelsiner, der på thai udtales »såm«.

Boksning i Patong