Lidt af Thailands historie!

Efter militærkuppet blev forholdet til nabolandet atter meget spændt, indtil et «kup i kuppet» i oktober 77 bragte en mere «civiliseret» del af militærets højrefløj til magten. Den gik i gang med at liberalisere det politiske liv og tiltrække udenlandske investeringer. Fra 1979 begyndte landet at modtage en betydelig strøm af cambodianske flygtninge. De blev huset i flygtningelejre tæt ved grænsen til Cambodia og disse udviklede sig hurtigt til støttebaser for de tre cambodianske fraktioner, der bekæmpede styret i Phnom Penn. En stor del af den internationale «humanitære» bistand blev kanaliseret til disse lejre. Som led i USA's strategiske politik i regionen kom Thailand nu atter engang til af fungere som base for nordamerikansk aggression mod dets nabolande - denne gang mod den vietnamesisk støttede regering i Phnom Penn.

Den 1. april 81 gennemførte general Sant Chitpatima et kupforsøg med støtte fra yngre officerer på mellemniveau, men det blev knust efter 3 dages intens spænding. De yngre officerer havde krævet genindførelse af demokratiet og sociale reformer. Det var i første omgang blevet accepteret af kongen og premierministeren, general Prem, men efter et par dage vendte de sig mod kupmagerne. De yngre officerers oprør var bl.a. et resultat af regeringens tvungne pensionering af en række generaler, men samtidig fik kuppet en usædvanlig udvikling, da de søgte opbakning blandt de faglige sektorer og studenterne, og fremkom med forslag der var særdeles utraditionelle for det thailandske militær.

Samtidig var den thailandske venstrefløj svækket, som følge af den krise der prægede dens vigtigste kraft - det thailandske kommunistparti - der var delt i en provietnamesisk og prokinesisk fløj.

Den 20. april 83 blev der gennemført valg til kongressen, og det gav general Prem Tinsulanonda tilstrækkelig støtte til at han kunne indlede sin anden periode som premierminister.

I slutningen af 84 gennemførte regeringen en kraftig devaluering af den thailandske valuta. Et skridt der blev kritiseret af general Arthit Kamlang-Ek, og andre generaler der var tilhængere af den hårde linie. De truede Prem med at trække militærets støtte til hans regering tilbage, men han gennemførte en række politiske manøvrer, der skulle sikre militæret kompensation for devalueringen. På den måde fik han isoleret Arthit og elimineret ham som politisk alternativ. Efter et kupforsøg i september 85 blev Arthit erstattet med general Chaovalit Yongchaiyut på posten som chef for de væbnede styrker.

Bangkok blev en gang kaldt østens Venedig pga. sine mange kanaler. Men først blev de forurenet, senere fyldt op, og endelig blev der bygget veje hen over dem. (Solidaritet)

 Den politiske ustabilitet fortsatte i Bangkok. Regeringen blev flere gange skiftet ud og to gange blev der udskrevet valg. Ved valget i maj 86 fik det Demokratiske Parti relativt flertal, hvilket gjorde det muligt at danne en koalition med det i spidsen og med general Prem som premierminister.

I samme periode steg general Chaovalits anseelse - især pga. hans kraftige kritik af den stigende korruption. I april 88 blev regeringen tvunget til at udskrive nyvalg for at undgå en mistillidsdagsorden mod Prem. Kritikken af ham gik især på hans lyssky håndtering af offentlige midler og hans inkompetence ifbm. afslutningen af grænsetræfninger med Laos nogle måneder i forvejen om kontrollen over 3 landsbyer.

Ved de første nogenlunde frie valg siden 76 vandt Partiet for den thailandske Nation valget. Valget var præget af omfattende køb af stemmer - en praksis anvendt af de fleste kandidater. Kong Bhumibol Adulyahed bad efterfølgende general Chatichai Choonhavan om at danne regering, og den fik en koalition af 6 partier som sin basis. Thailands nye stærke mand havde en stærk baggrund i det private erhvervsliv. Han gik nu i gang med at gennemføre betydelige forandringer i landets politiske liv, der traditionelt havde været orienteret mod indenrigs- og sikkerhedsspørgsmål. Chatichais havde fået den ide, at omforme Indokina fra den krigsskueplads den havde været gennem 40 år til et stort regionalt marked. Han søgte at udnytte den begyndende åbning i nabolandene Cambodia og Laos, og stimulerede til omfattende thailandske investeringer i de to lande.

Thailands økonomi voksede nu endnu stærkere, og nåede i 89 op på en årlig vækst på 10,5%. Samtidig lagde det sig ud med både EF og USA. I første tilfælde kritiserede Thailand de omfattende EF subsidier til landbrugspodukter, der konkurrerede med thailandske på verdensmarkedet. Ifht. USA bestod konflikten i, at Thailand ikke ville acceptere de nordamerikanske retningslinier for intellektuel ophavsret. Det gjaldt især handelen med programmer.

Chatichai regeringen koncentrerede sig især om udenrigspolitikken og fik ikke tacklet de indenrigspolitiske problemer, som den alvorlige absolutte fattigdom som det meste af befolkningen lever under, eller den stigende ødelæggelse af miljøet. Den stadig hastigere afskovning førte i 89 til oversvømmelser, der antog katastrofale dimensioner pga. skovens betydning for regulering af fugtigheden og ødelæggelserne af træerne langs floderne. Regeringen måtte forbyde yderligere afskovning for at hindre yderligere skader. Regeringen tilskyndede i samarbejde med Verdensbanken til omfattende beplantning med eukalyptustræer, men dette blev modarbejdet fra de fattige bønders side, der anså de nye kommercielle skove som en alvorlige konkurrence til deres traditionelle kommunale skove.

I marts 91 gennemførte militæret under ledelse af general Sunthorn Kongsompong et nyt statskup, og præsenterede et udkast til ny forfatning for kong Bhumibol Adulyadej. Denne godkendte udkastet, forsvarede militærets kup med «den stigende korruption» i den civile regering og erklærede sig enig med militæret i udskrivningen af nyvalg. Som indirekte konsekvens af militærkuppet gik fredsforhandlingerne i Cambodia mere eller mindre i stå, da landets regering fordømte den fornyede thailandske støtte til Cambodias væbnede opposition. Gennem 91 var Thailand underlagt Rådet for bevarelse af den nationale Fred (NPKC) - et militært organ ledet af general Sunthorn. I december fremsatte kongen en ny forfatning, efter hvilken der skulle afholdes valg indenfor 120 dage for at erstatte NPKC styret. Alligevel forbeholdt militæret sig ret til at udpege 270 uf af 360 senatorer, hvilket gav det fuld kontrol over den ny regering.

Ved valget den 22. marts 92 fik oppositionen de fleste af stemmerne. Der deltog 15 partier med 2.740 kandidater og ud af landets 57 millioner indbyggere, var de 32 valgberettigede. I begyndelsen af april blev general Suchinda Kraprayoon indsat som premierminister. Han havde indtil da været generalstabschef og hans regering hvilede på en lille koalition bestående af 5 pro-militære partier. Ud af hans regering på 49 ministre var de 11 beskyldt for økonomisk svindel under Chatichai regeringen.

I den følgende uge deltog 50.000 mennesker i en demonstration, som 4 oppositionspartier havde indkaldt til med krav om regeringens afgang. Samtidig indledte oppositionslederen Chamlong Srimuang og 42 andre oppositionspolitikere en sultestrejke. I slutningen af maj endte de regeringsfjendtlige demonstrationer i en massakre med hundreder af dræbte og sårede. Militæret skød direkte ind i mængden forsamlet ved Demokratimonumentet midt i Bangkok. Demonstrationerne fortsatte indtil kong Bhumibol overraskende dukkede op i TV og opfordrede til national forsoning. Samtidig gav Suchinda sin støtte til en revision af forfatningen, der skulle gøre det nødvendigt for premierministeren at være medlem af parlamentet. Suchinda ville med denne ændring selv blive diskvalificeret som premierminister. Endvidere blev Srimuang løsladt, og der blev givet amnesti til de mange der var blevet arresteret under gadekampene. Mens der fortsat var udgangsforbud i Bangkok indledte parlamentet debatten om forfatningsændringen, og kongen udpegede general Prem Tinsulanonda til at overvåge denne proces.

Den 24. maj indgav Suchinda sin afskedsbegæring, og hans vicepremierminister Mitchai Ruchuphan overtog midlertidig posten. I juni blev forfatningsændringen vedtaget, og den begrænsede militærets deltagelse i regeringen. I forlængelse af ændringen udpegede kong Bhumibol Anand Panyarachun til premierminister. Han var en anset politiker, der også havde haft posten efter militærkuppet i 91.

Parlamentet accepterede kongens udpegning af Anand Panyarachun til premierminister, og denne gik i gang med at sammensætte en regering, der overvejende kom til at bestå af teknokrater. Samtidig blev 12 officerer der havde haft ansvaret for massakren i maj afsat.

Den 29. juni blev parlamentet opløst og der blev udskrevet nyvalg til afholdelse i september. Det blev vundet af det Demokratiske Parti, der fik 79 pladser i Repræsentanternes hus. Den 23. september blev der indsat en ny koalitionsregering under ledelse af antimilitaristen Chuan Leekpai. Den 19. marts 93 offentliggjorde han et nyt økonomisk program, der skulle have til formål at tiltrække yderligere udenlandske investeringer. Det der især skulle tiltrække de udenlandske virksomheder skulle være prisen på arbejdskraft, der var lavere end i de andre lande i regionen.

Rismarker i det nordlige Thailand. Trods industrialisering og udvikling af turisme, spiller risproduktionen fortsat en vigtig rolle.

Finansminister Tarrin Nimmanahaemindas plan rummede også økonomisk støtte til landområderne for at begrænse de interne folkeforflytninger, stimulere de arbejdsløse fra byerne til at vende tilbage til landet og bremse den uhæmmede befolkningstilvækst i hovedstaden Bangkok. Budgetunderskuddet for 93 var sat til 2,2 milliarder dollars svarende til 0,9% af bruttonationalproduktet. Regeringen forsvarede underskuddet med nødvendigheden af at investere i infrastrukturprojekter, da det var dens mål at udvikle Thailand til regional stormagt med kapacitet til at investere i nabolandene Laos, Vietnam og Cambodia.

Men Thailand står overfor mange problemer i denne proces, hvoraf de vigtigste er befolkningens dybe fattigdom og spredningen af AIDS. Oppositionen beskyldte premierminister Leekpai for at være for langsom og utilstrækkelig i løsningen af de mest umiddelbare problemer. Den 10-12. juni 93 fremsatte oppositionen derfor en mistillidsdagsorden mod ham, som han overlevede med 204 mod 153 stemmer.

Landet plages også af en række politiske problemer. Leekpais egen ærlighed er endnu ikke blevet draget i tvivl, men det er flere af hans ministres, der tidligere har været involveret i illegale aktiviteter. Endvidere blev der gennemført retssager mod kupgeneralen Manun Rupkachom og de tidligere premierministre Chatichai Chunhavan og Anand Paniachurun. Det der især irriterede oppositionen var afbrydelsen af processen mod Montri Pongpanich, leder af det Sociale Aktionsparti, der også indgik i regeringen og derfor havde fuld immunitet.

I den sydlige del af Thailand har den muslimske separatistbevægelse støtte af den fundamentalistiske leder, Nik Abdulaziz Nikmat der er guvernør i Kelantan i Malaysia og i opposition til den malaysiske centralregering under ledelse af Mehathir Mohamed. I løbet af 93 fandt der en række voldelige episoder med religiøs baggrund sted i Thailand.

For at styrke sin regionale førerposition knyttede Chuan tættere bånd til Kina og Indonesien, og i oktober afbrød den thailandske regering officielt den bistand, den siden 1979 havde givet Khmer Rouge i Cambodia. I slutningen af året var der tæt kontakt mellem Thailand og Brasilien mhp. udlevering af den brasilianske finansmand og storsvindler Paulo César Farias, der i november var blevet tilbageholdt i Bangkok.

I januar 94 godkendte regeringen en reform til liberalisering af bankvæsenet. Reformen åbnede bl.a. op for, at udenlandske banker kunne åbne filialer i forskellige byer rundt om i landet. I juli gav et fælles olieefterforskningsselskab bestående af Shell og Total afkald på 7 koncessioner efter at have anvendt 22 millioner dollars på efterforskning uden resultat. Koncessionsområdet som det havde fået i 91 dækkede et areal på 20.000 km2 i den nordøstlige del af landet. Under hele forløbet havde de udenlandske koncessionsselskaber kun fundet en gasforekomst, som alligevel ikke var rentabel.

1994 var økonomisk præget af stabilitet og vækst, men på det politiske område blev situationen stadig mere spændt. Parlamentet blev opløst og den 2. juli 95 blev der holdt valg i utide. Det blev vundet af Thai Nationens Parti med 25% af stemmerne mod Demokraternes 22%. Lederen af vinderpartiet, Banham Silapa-archa dannede en ny regering støttet af flere af de mindre partier. Et forslag om forfatningsreform udløste en langvarig debat i parlamentet. Forslaget indebar en reduktion af senatets størrelse og magt og en reduktion af valgretsalderen til 18 år. Der kunne imidlertid ikke tages nogen endelig beslutning pga. beskyldninger mellem partierne og parlamentets generelle mangel på stabilitet i 95.

Silapa-archa regeringen blev skarpt kritiseret i pressen, da det kom frem at en række af ministrene havde været underkastet efterforskning i forlængelse af statskuppet i 91. Da en række militærfolk fremkom med antydninger om militærkup under et radioprogram, udtalte premierministeren, at kup «hørte fortiden til».

Inflationen i 95 blev 6,5%, hvilket Nationalbanken karakteriserede som «håndterbart». Med en årlig vækst i befolkningen på 1,5% og en vækst i BNP på 8,3% var Thailand i 96 fortsat på listen over økonomiske mirakler.

I november 96 blev Chavalit Yongchaiyudh udpeget til ny premierminister med 125 ud af Repræsentanternes Hus' 393 medlemmer bag sig. Leekpais parti måtte nøjes med 123 pladser. Yongchaiyudh fik i løbet af nogle samlet en regeringskoalition der udover hans eget parti bestod af Chart Pattana med 52 pladser, det Sociale Aktionsparti med 20, Prachakorn Thai med 18 samt et par mindre partier.

Thailand blev i sommeren 97 kastet ud i en dyb finanskrise, der blev yderligere forværret af skandaler og bankernes desperate redningsaktioner. Krisen førte til, at finansministeren måtte træde tilbage og en lang række virksomheder måtte lukke.

I august 97 afsluttedes udarbejdelsen af en forfatningsreform, der bl.a. skulle bidrage til at reducere korruptionen, fastslå borgernes rettigheder og eliminere militærets indflydelse i senatet. Med udsigt til at tabe magten afviste regeringspartierne i første omgang reformen, men de blev tvunget til at acceptere den, da den blev godkendt af militæret og kong Bhumibol. Den blev endelig vedtaget i parlamentet den 11. oktober.

I november 97 overtog Chuan Leekpai atter en gang posten som premierminister. Den thailandske valuta - baht - var da siden krisens begyndelse 4 måneder tidligere blevet devalueret med 37%. Krisen fortsatte gennem hele det følgende år, hvor BNP faldt med 8 %. 1,8 millioner (6 %) var arbejdsløse, og regeringen lovede at fyre 200.000 af de 1,5 millioner offentligt ansatte. IMF gav landet et lån på 17,2 mia. dollars, men stillede til gengæld en række krav. Udover afskedigelser indenfor det offentlige, skulle regeringen sælge 59 statslige virksomheder, deriblandt telefonvæsenet, elektricitetsvæsenet, den petrokemiske indistri og finanssektoren.

I marts overlevede premierministeren en mistillidsafstemning og udvidede endog grundlaget for sin regeringskoalition, da Chart Pattana med sine 51 pladser i parlamentet besluttede også at gå ind. Regeringen besluttede i første omgang ikke at forny arbejdstilladelsen for ½ million indvandrere, men i sidste ende gav den efter for presset fra risdyrkerne og andre arbejdsgivere, der benytter sig af den billige arbejdskraft, og den udstedte endog 95.000 nye arbejdstilladelser.

Efter flere måneders spændinger ifht. politiske flygtninge fra Myanmar krævede regeringen, at disse blev registreret hos FN's Flygtningehøjkommisariat UNHCR for at blive genbosat. Deportationerne fortsatte gennem hele 1999 og i november meddelte regeringen, at den ønskede at deportere yderligere 700.000 indvandrede arbejdere for at give deres jobs til arbejdsløse thailændere. Men i januar 2000 tillod regeringen efter pres fra arbejdsgiverne atter udenlandske arbejdere at komme ind i landet for at deltage i høsten.

Valget i marts 2000 for at vælge senatorer ved direkte valg var præget af en lamg række uregelmæssigheder. Valgkommissionen kasserede 78 af de 200 valgte senatorer, som blev beskyldt for korruption og svindel. To af de kasserede senatorer var hustruer til henholdsvis indenrigs- og justitsministeren. Det var første gang, at senatorer blev valgt ved direkte valg.

A.J. og  Guia del Mundo

Læs mere her på engelsk:

History of Thailand - Thailand history, culture and background country

Lidt af Thailands historie